Arkitekttegnet sommerhuskompleks i Rågeleje
Placeret i det barske grønne kystklima tæt på Kattegat ligger et familieejet sommerhuskompleks med fire bygninger gemt mellem løvtræer og små buske. Fire brødre bosat i udlandet har ønsket et sted at samle familierne, når de er i Danmark. Brødrene har fået tegnet bygningerne ud fra deres ønsker om at være i et roligt, skandinavisk miljø. Dette skulle stilen på sommerhusene også afspejle. Der er ikke gået på kompromis med detaljegraden, selvom de fire huse fremstår behersket og simple i deres udtryk. De er lagt på jorden som brikker, der skal falde ind i den omkringliggende natur. Kun få løvtræer er fældet på grunden ved opførslen af husene. Tanken har været, at bygningerne skulle underordne sig naturens logik.
Arkitekt Søren Pihlman fra Pihlmann Architects har stået for tankerne og tegningerne bag byggeriet. Klik her. Tømrermestrene Gjerullf & Lassen har opført det. Til alle vinduer og døre, udenpåhængende skydedøre, skodder, udluftningsklapper m.m. har Madsen Vinduer & Døre været i gang. Alt er speciallavet til husenes mål og udtryk. De specielle udluftningsklapper er nyopfundne til netop dette byggeri.
Naturen og høj detaljegrad er indtænkt i byggeriet
De fire bygninger består af to hovedhuse og to annekser. Med kun små forskydninger og spejlinger gentages den samme kerne i de fire bygninger på grunden. I de to annekser findes soveværelser, mens der i hovedhusene også er tilføjet køkken og opholdsrum. Søren Pihlmann fra Pihlmann Architects fortæller om byggeriet:
”Sommerhuskomplekset fremstår med en lavteknologisk og simpel arkitektur, men det er bygget af robuste materialer og med meget høj detaljeringsgrad i alle de byggemæssige valg. Naturen er tænkt ind i bygningskonstruktionerne, der består af fire forskellige typer træ, der er kombineret, konstrueret og placeret afhængigt af deres egenskaber. Massiv robinie er brugt i den udvendige tømmerkonstruktion, som omfatter eksponerede tagflader og terrassedæk. Robinielimtræ er brugt til den bærende konstruktion, fordi det har stor konstruktiv styrke”.
Den bæredygtige tankegang og tankerne om, at huset er placeret midt i naturen og skal falde i med den er helt gennemgående. Også indvendigt er der truffet design- og byggemæssige valg om, at husene er på naturens præmisser. Søren Pihlmann fortæller videre om byggeriet: ”Inventaret i husene er af skrællet europæisk fyr rigt på åretegning og taktilitet. Langsomt voksende douglasfyr udgør facadeelementer som beklædning, vinduer og døre. Her har man tænkt, at omgivelsernes jordlige nuancer gerne måtte være gengivet i interiøret. Alt inventaret fra skabe og håndvaske til greb, hængsler og lamper er tegnet særligt til projektet”.
Vinduer og døre med mange specialdetaljer
Bag alle bygningernes vinduer, døre, skodder, udenpåhængende skydedøre, ventilationsklapper står Madsen Vinduer & Døre.
De har måttet have tungen lige i munden, for ved hver eneste element var der særlige detaljer, der skulle tages højde for i fremstillingen. ”Vi har i dette byggeprojekt brugt meget energi på, at alt passede sammen. Dette projekt var kendetegnet ved en meget høj detaljegrad og finish på håndværket fra både arkitekt, tømrer og os. Der er virkelig blevet keret om detaljegraden her”, siger Jesper Ravn Lorenzen direktør hos Madsen Vinduer & Døre.
For at få den helt rette gennemgående farve på interiøret i husene og facadeelementerne blev der lavet over 30 prøver på overfladebehandlingen for at få det så ensartet som muligt. Dette var et af eksemplerne på den høje detaljeringsgrad, som byggeriet var omgivet af.
”Vi havde besøg af Søren nogle gange her i værkstedet for at snakke planerne og tegningerne igennem, Derved kunne han også se tingene i produktion og til afprøvning. Projektet har været stort, og det har taget tid. Det har været en stor ordre, men det er gået godt. Men vi har også gjort et godt forarbejde. Der er blevet brugt mange timer på at snakke, tegne op og bygge prøvemodeller. Alles faglighed er kommet i spil, og vi har været glade for det tværfaglige samarbejde vi har haft med både arkitekt og tømrer”, siger Jesper Ravn Lorenzen.
Flere af elementerne er bygget med skodder udvendigt. Og helt specielt blev der på nogle af husenes gavle bygget en udendørsbruser ud af tre af de midterste skodder på gavlens vindue. Her blev der også først hos Madsen & Døre lavet en demonstration af skodderne for at bekræfte, at de kunne fungere som både skodder for vinduerne men også drejes rundt og udgøre en udendørs bruseniche.
”Samarbejdet med Madsen Vinduer & Døre har også været en god sparringsproces for os”, siger Søren Pihlmann. “Dette var vores første samarbejde med dem, men vi havde set noget af deres arbejde fra andre steder, som vi godt kunne lide. Vi syntes, at deres kompetencer passede godt ind i dette byggeprojekt med behovet for alle de specialfremstillede elementer og særlige detaljer. Vi har været glade for dialogerne og de mange mockups. Det har været en god proces”, afslutter han.
Nydesignet vinduesventilation
Særlige stolte over projektet var Madsen Vinduer & Døre, da de sammen med Søren Pihlmann fik designet en ny form for vinduesventilation til de nye sommerhuse. Bygherrerne havde et stort ønske om at kunne lufte ud, så alle vinduerne ved husenes hjørner har fået indbygget smalle udluftningsklapper. Klapperne var kun 150 mm brede, så det var virkeligt et håndarbejde at producere dem og monterer dem i karmene på rustfri pianohængsler, som blev fremstillet i træ i hos Madsen Vinduer & Døre.
Ligeledes er der udført nogle halvdøre, hvor den øverste halvdel er sammenbygget med både rude og skodder i samme dørblad.
”Udluftningsklapperne er en ny opfindelse i dette byggeprojekt, men også et resultat af et godt samarbejde. Både vi og arkitekten er en god erfaring rigere nu, og vi har flere gange ”genbrugt” ventilationsklappen i andre projekter. Det er meget tilfredsstillende”, siger Jesper Ravn Lorenzen direktør i Madsen Vinduer & Døre.