Moderne villa med specialdesignede døre
I Januar 2020 leverede Madsen Vinduer og Døre specialdesignet høje, uindfattede døre i børstet egefinér til et byggeri af en modernistisk villa. Stilen var minimalistisk, strømlinet og med specialdesignede detaljer. Villaen blev tegnet af N + P arkitektur, og bygherre har haft bygherrerådgiver Kim Fihl v/ Det Hele Menneske A/S til at stå for detail indretningen, projektstyringen og materialevalg.
I den moderne villa blev der leget med detaljerne i indretningen. Kim Fihl udtaler, ”at udgangspunktet har været at skabe en helhed i byggeriet, som matchede bygherres ønsker og samtidig passede til huset som helhed samt husets omgivelser”.
De høje døre
Huset blev indrettet med helt særlige høje døre på 2,5 meter i børstet egefinér ligesom gulvet. Der blev lavet massive dørkarme – også i børstet eg, og dørene blev beslået med skjulte hængsler, så de fremstod uindfattede. Børstning af træet er en bearbejdning, som giver træet overflader med synlige og mærkbare højde- og dybdeforskelle. Det giver et meget naturligt og autentisk udtryk, når træet på denne måde har relief og struktur.
Direktør Jesper Lorenzen fra Madsen Vinduer og Døre fortæller, “at lave disse særlige høje, uindfattede døre i børstet egefinér krævede stramme tolerancer. Overkarmen blev bygget ind i loftet, så overkanten af dørbladet flugtede præcis 3 mm under loftet. Det samme gjaldt sidekarmene, da der ikke er fuget omkring dørene. Der er heller ikke bundstykke i dørene. Samlet gav det nogle døre med et helt stramt udtryk. De flugter meget præcis med både gulv, vægge og loft, og så har de en højde på 2,5 meter”.
Dørene blev produceret fra et standard formstabilt dørblad, som blev fineret med 3,4 mm egetræs finér af samme slags som trægulvene i huset. Herved sikredes ensartethed og stilrenhed i materialevalget. For at få det særlige udtryk med børstet eg, blev de usamlede dørkomponenter sendt til børstning, så træet fik den meget fremtrædende struktur. Herefter kom delene retur til værkstedet, hvor de blev samlet og endelig beslået.
Resultatet
Hos Madsen Vinduer og Døre er de specialister i at efterkomme kundernes særlige ønsker til deres byggerier. Det gjaldt også i dette projekt, som udnyttede firmaets faglighed i forhold til en tæt koordinering med byggeledelse og håndværkerne på byggepladsen samt ikke mindst håndelaget til at producere dørene.
Ejerne af den fine moderne villa er nu flyttet ind. Alt står funklende nyt, og de har fået en villa, hvor de har været med til at designe indretningen fra bunden. Der har været stor fokus på æstetikken i byggeriet, men som familie med børn har det også været vigtigt, at funktionaliteten af huset lever op til vor tids moderne behov. Selvom dørene er højere end standard døre, er de ikke tungere at åbne. Dørene glider ligeså let op og i, som man er vant til.
Resultatet er blevet rigtig godt. Der er blevet bygget en flot moderne villa. Man har turdet at arbejde med nye designs, høj detaljeringsgrad og eksklusive materialevalg, som har givet en fuldendt helhed.